Historik mv.

Tønder Skakklub

har en lang historie bag sig med – naturligvis – såvel opgangs- som nedgangstider….

75-års jubilæet blev fejret på forskellig vis i efteråret 1997.   Et jubilæumsskrift blev udgivet i okt 1997 efter et stort og grundigt arbejde af Egon Laugesen, Kaj Elkjær Larsen og Gonde Hansen. Det kan findes på dette link: Jubilæumsskrift1922-1997

I 2012 fejrede vi 90-års fødselsdag den 9. november med en festaften for medlemmer med ledsagere og for særligt inviterede.

I nov 2022 fejrede vi klubbens 100 år. Billeder her.

Klubben har i 1990`erne haft en storhedsperiode. På det sportslige område har klubben hævdet sig fint med 3 sæsoner i 2. division, den ene af disse med en slutplacering lige under oprykningsstregen til 1. division. I et par af disse sæsoner lå både klubbens andet- og tredjehold i den sønderjyske mesterrække med andetholdet som et af rækkens stærkeste. Det er også midt i 90`erne blevet til to danske mesterskaber i korrespondanceskak-holdturneringen, samt mange gode individuelle resultater ved spillere, der repræsenterer Tønder Skakklub.

En stærkt medvirkende årsag til førsteholdets succes ligger i, at GM Curt Hansen, Danmarks bedste spiller, i starten af 90`erne blev knyttet til klubben. Han har, udover at betjene førstebrættet på bedste vis, også på andre måder bidraget til at præge førsteholdets sportslige niveau.

En medvirkende årsag til klubbens succes i dette tiår kan også findes i nogle ihærdige forsøg i det vestlige Sønderjylland på at gøre skak interessant for de yngste. Dette arbejde er især udført af Jens Chr. Lund og Kaj Elkjær Larsen i 70`erne, Jens Chr. Lund i 80`erne og Kaj Elkjær Larsen (igen) på posten som klubbens juniorleder i 90`erne og frem til 2006. Herefter tog Erik Damholdt en tørn som juniorleder og underviser i et par år. For tiden samles arbejdet i Tønder Skakskole, hvor det efter en periode med Christian Karstensen og Rolf Zömbick nu skal varetages af  Steffen Petersen.

Storhedsperioden er slut i denne omgang. Vi lever i et område af landet, hvor vi må acceptere, at de unge på et tidspunkt rejser til storbyerne for at videreuddanne sig, og i en årrække har medlemstallet været støt faldende, – en tendens, der også ses i andre skakklubber og fritidsforeninger i øvrigt. Ved indgangen til sæsonen 2007-08 havde klubben ca 35 medlemmer og ca 60 for næsten 30 år siden. Vi er færre nu. Men Tønder Skakklub er fortsat en stor og velfungerende klub, og det målrettede arbejde med juniorerne søges fastholdt. Så måske om nogle år……